Navigation, søg og log ind

B2F0E3

Undgå de 3 hyppigste skader på vinterferien

05. februar 2015

Undgå de tre skader, som forekommer hyppigst i vinterferien

Der skal flyves langt, hvis man vil have sol og varme i vintermånederne. Det tager mange danskere konsekvensen af, og rejser til varme steder som Indien, Thailand og Caribien. Men i forhold til rejser inden for EU, er der andre ting, man skal være opmærksom på, når rejsen går til et land uden for Europa. For det er infektioner, mavesygdomme og trafikulykker på ferien, der fylder mest i vintermånederne hos Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

”Mavesygdomme rammer desværre mange, der besøger fremmede madkulturer. Og på varme destinationer, er det især vigtigt at indtage mere væske end man ville i Danmark. Men nogle af de værste skader vi ser, kommer fra trafikuheld. Det skyldes ofte, at trafikken er meget anderledes i fjerne lande. Det kræver derfor tilvænning, hvis man skal navigere sikkert. Derfor er det altid bedst at sætte sig grundigt ind i forholdene på ens rejsedestination, så man kan undgå dårlige oplevelser.” siger Karin Tranberg, Assistancechef i Gouda Rejseforsikring.

Disse tre skader meldes oftest:

  • Infektionssygdomme
  • Mavesygdomme
  • Skader i trafikuheld

”Det, der sker herhjemme, sker også på ferien. Men derfor skal man alligevel være opmærksom på helt nye ting, når rejsen går til fjerne destinationer. For klima, miljø og kultur kan være helt anderledes end det, vi er vant til i Europa. Og det skaber desværre problemer for mange, når de kommer ud for sygdom og uheld og pludselig må erkende, at de skal forholde sig til hverdagsproblemer på en helt ny måde,” siger Karin Tranberg.

Derfor kan det også være en god ide at undersøge, hvor nærmeste hospital ligger i det område man rejser til. Faktisk undersøger 99 % af dem, som rejser på ferie uden for Europa ikke, hvor det nærmeste hospital ligger inden de rejser hjemmefra.

Pas på de små skavanker

Hos Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring oplever man eksempelvis ofte, at små problemer kan udvikle sig til infektioner, som pludselig kræver større behandling.

Små skavanker, som vi i Danmark normalt nemt kan håndtere, skal man være mere opmærksom på i et fugtigt og varmt klima. Eksempler kunne være:

  • Myggestik
  • Hudafskrabninger
  • Ørebetændelse

”Hvert år får vi mange opkald til vores alarmcentral om sygdomme, der er helt banale i Danmark, men som i et andet miljø og klima viser sig at blive en større udfordring. Selv om et myggestik kan virke som en lille ubetydelig ting, så kan fugtig varme hurtigt påvirke såret i en sådan grad, at det lille stik bliver til en infektion, der kan ødelægge ferien,” siger Karin Tranberg.

Analysen er foretaget af TNS Gallup for Gjensidige Forsikring blandt 1039 repræsentativt udvalgte danskere. Blandt disse har 19 % angivet, at de skal rejse uden for Europa i løbet af vinteren eller har gjort det i en vinter inden for de seneste tre år.