Navigation, søg og log ind

B2F0E3

Danskerne kommer for sent på ferie

20. februar 2006

Danskerne sætter for lidt tid af til at skifte fly i udlandet. Det betyder, at stadig flere ikke når deres afgange og sidder fast i lufthavnen.

Læs flere pressemeddelser

Antallet af rejsende, som ikke når næste fly ved flyskift stiger

I takt med at stadig flere danskere selv arrangerer egne flyrejser, stiger antallet af rejsende, som ikke når næste fly ved flyskift. Det konstaterer Gouda Rejseforsikring, der anslår, at der fra 2004 til 2005 har været en stigning på 30 %.

At danskerne ender med at bruge mange timer i lufthavnen skyldes primært, at mange rejsende glemmer at indlægge ekstra tid til flyskift, når de køber flybilletterne hos et lavprisselskab.

”Køber man billetter direkte hos lavprisselskaberne, skal man selv sørge for sin bagage. Det vil sige, at når man skifter fly, skal man først have fat i sin bagage og derefter tjekke den ind igen. Det tager tid, og det betyder, at man ikke altid kan regne med de officielle transittider, som de forskellige lufthavne opgiver,” siger Jesper Kjeldsgaard, direktør hos Gouda Rejseforsikring.

Gouda Rejseforsikring anbefaler derfor, at man altid lægger minimum en ekstra time ind i sin plan for flyrejsen.

”Det er surt at starte eller slutte ferien med mange timer i en transithal og måske endda først komme videre dagen efter. Og det kan blive dyrt. Hvis man ikke som minimum har overholdt den officielle transittid i lufthavnen, er det ikke dækket af rejseforsikringen. En ny flybillet samt hotelovernatning til hele familien kan hurtigt koste mange penge,” siger Jesper Kjeldsgaard.

Danskerne strander oftest i de store transitlufthavne Amsterdam, Frankfurt og lufthavnene i London. Her er den officielle transittid ofte kun 40-50 minutter, samtidig med at lufthavnene er meget store. Det er svært at nå at tjekke bagagen ind på ny, og derfor sker det let, at man ikke når sit næste fly.

Også i USA oplever Gouda problemer. Her er problemet typisk paskontrollen. Siden september 2001 er kontrollen blevet skærpet. Det betyder, at det tager meget længere tid at skifte fly, end det tidligere har gjort.

Man kan minimere risikoen for at strande i en lufthavn ved at købe sammenhængende billetter, hvor bagagen er tjekket ind hele vejen, eller ved at købe billetter gennem et rejsebureau, hvor de kender lufthavnene, og ved hvor lang transittid, der er nødvendig.