
Sponsorpolitik
Gouda Rejseforsikring har en kasse til gode idéer. Når vi modtager et forslag, ser vi dels på, om det er et projekt, vi kan støtte i sin helhed, og dels på, om det er et projekt, der har værdi for os som sponsor. Hvis vi kan sige ja til begge dele, er et samarbejde bestemt en mulighed.
Vi er altid glade for, at andre viser interesse for vores virksomhed, men vi får mange henvendelser om sponsorstøtte og lignende. Vi har ikke mulighed for at være med overalt, og vi kan heller ikke påtage os at svare med det samme. Derfor har vi lavet denne vejledning til dig, der overvejer at kontakte Gouda Rejseforsikring i forbindelse med dit eller jeres projekt.
Hvad støtter vi?
Vi støtter to typer af projekter:
a) velgørende/humanitære
b) kommercielle
De velgørende sponsorater yder vi som ren støtte. Selvfølgelig siger vi ikke nej til positiv omtale, men det er ikke vores motivation for at indgå et samarbejde. De kommercielle sponsorater er derimod en del af vores markedsføringsstrategi. De skal have en målbar værdi for os – f.eks. i form af:
- presseeksponering
- omtale/opslag i forbindelse med events, foredrag og lignende
- omtale på hjemmeside
- omtale i forbindelse med levering af artikler til forskellige medier
Det er selvfølgelig en ualmindelig stor fordel, at projektet hænger naturligt sammen med ”rejser” eller ”(rejse)forsikringer”. Det er også altid en fordel, hvis projektet er ”større end dig selv” – dvs. har en positiv/velgørende værdi for andre. Det gør det også lettere for os at se, hvorfor din idé er et offentligt og ikke et privat projekt.
Endelig ser vi gerne, at projektet har kvaliteter som:
- originalitet
- nytænkning
- selvstændighed
- engagement
- udsyn
- professionalisme
Hvad støtter vi ikke?
Vi støtter ikke politiske eller religiøse projekter. Vi støtter heller ikke din private dannelsesrejse jorden rundt – hvor spændende den end må være. Derimod sælger vi dig naturligvis altid gerne en rejseforsikring til din tur.
Desuden støtter vi ikke samme arrangement/projekt to gange i træk.
Hvordan støtter vi?
Det kommer an på projektet. Vi har både sponsorater, hvor vi støtter økonomisk, og hvor vi støtter med produkter – dvs. rejseforsikringer.
Hvad skal du gøre?
Hvis du synes, at du har et godt projekt, som vil passe ind i Gouda Rejseforsikrings profil, er du meget velkommen til at sende en motiveret ansøgning til os pr. brev eller e-mail.
Hvornår kan du vente svar?
Vi har travlt! Derfor kan vi desværre ikke love dig, at vi vender tilbage dagen efter, at vi har modtaget dit brev. Fordi vi får så mange henvendelser, har vi valgt at sætte nogle faste datoer for, hvornår vores kasse til gode idéer bliver åbnet.
Det gør den hvert kvartal, dvs. den 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober.
Umiddelbart herefter vil du modtage et svar fra os.
