Hvad gør jeg hvis jeg har været syg for nylig eller har en kronisk lidelse?

Hvis du har en kronisk eller eksisterende lidelse, der ikke er stabil, er du som udgangspunkt ikke dækket for dette på din rejse, da forsikringen tager forbehold for eksisterende lidelser.

Du har dog mulighed for at få en ekstra vurdering, hvis du søger om forhåndsvurdering.

Det er ikke et krav, at du søger om forhåndsvurdering, men det er en mulighed for dig for at blive stillet bedre end betingelserne for forsikringen og få afklaret, om du evt. kan blive dækket for lidelsen eller følger af denne alligevel.

Hvornår bør jeg overveje at søge forhåndsvurdering?

Du har mulighed for at søge om forhåndsvurdering, hvis du inden for de sidste 2 måneder (6 måneder for rejser over 1 måned):

  • har været indlagt
  • har været til læge uden for almindelig kontrol
  • har fået ordineret en ændring af din medicin (fx anden dosering, ophør eller påbegyndelse af ny medicin)
  • er skrevet op til, henvist til eller på venteliste til vurdering/behandling.

Hvis svaret er ja til et eller flere af ovenstående punkter, kan du søge forhåndsvurdering.

Kan du svare nej til ovenstående er det ikke nødvendigt at søge forhåndsvurdering.

Kan jeg forvente fuld dækning, hvis jeg søger forhåndsvurdering?

At søge om forhåndsvurdering betyder ikke, at du automatisk bliver fuldt dækket for din eksisterende lidelse. Du kan forvente at få et af disse svar fra Gouda:

  • en ubetinget forhåndsvurdering, hvilket betyder, at du er fuldt dækket for din lidelse og eventuelle følger af denne.
  • en forhåndsvurdering med forbehold, hvilket betyder, at der vil være undtagelser for dækningen ved visse lidelser, men at du vil være dækket for al anden akut sygdom og pludselig tilskadekomst.
  • et afslag, hvilket betyder at du ikke kan benytte en Gouda rejseforsikring på din rejse.

Hvordan søger jeg?

Du søger om forhåndsvurdering ved at sende os din ansøgning samt en kopi af din journal for de sidste 2 måneder (6 måneder for rejser over 1 måned), fra www.sundhed.dkSom alternativ kan du også få din læge til at udfylde punkt 4 og 5 i ansøgningen. Ønsker du det, bør du være opmærksom på, at du selv skal betale evt. honorar til lægen.

Du kan forvente svar i løbet af 3-5 hverdage, efter vi har modtaget din ansøgning.

Har du spørgsmål vedrørende forhåndsvurdering, kan du kontakte vores kundeservice.