
Dyr sviptur til USA uden rejseforsikring
Den lave dollarkurs lokker flere og flere danskere til at tage en sviptur til USA. Men uden rejseforsikring kan selv en 4 dages shoppingtur betyde økonomisk ruin, hvis uheldet er ude.
Shopping på Fifth Avenue, sightseeing i skyggen af New York Citys skyline og afslapning i Central Park. Flere og flere danskere har skiftet shoppingturen til London ud med en sviptur til New York på grund af den historisk lave dollarkurs. Men svipturen kan blive en dyr fornøjelse, hvis man rejser uden en rejseforsikring med de rigtige dækninger.
Simple sygdomme – svimlende priser
Er uheldet ude kan behandling for selv forholdsvis simple sygdomme løbe op i svimlende beløb, når rejsemålet er USA. Behandling for en akut opstået blindtarmsbetændelse løber op i 75.000,00 kr. og et brækket ben 125.000,00 kr. Derfor er det vigtigt, at man rejser med den rigtige forsikring i bagagen.
Store skadesager
Hos Gouda Rejseforsikring mærker man de nye rejsemønstre i form af et stigende antal sager på amerikanske destinationer. Ligeledes ses en ændring i skadestørrelser, idet der kommer flere of flere sager, hvor behandlingsudgifterne beløber sig til millioner.
”Vi har haft flere både store og små USA-sager i dette forår. I flere tilfælde har der været behov for langvarige hospitalsindlæggelser - i nogle tilfælde på intensivafdelinger - og efterfølgende hjemtransport i ambulancefly, hvorfor sagerne beløber sig til mellem 5 - 8 millioner danske kroner. Det er ekstraordinært store beløb, men helt almindelige skader, der kan ramme os alle,” pointerer skadedirektør Jørgen Pedersen, Gouda Rejseforsikring.
Goudas opgørelse over skader inden for den ”normale” økonomiske ramme indikerer også en stigning i behandlingsudgifterne i USA.
| Sygdomstype | Estimeret totalpris i DKK |
| Brækket arm | 35.000,00 |
| Brækket ben | 125.000,00 |
| Blindtarmsbetændelse | 75.000,00 |
| Hjertetilfælde | 350.000,00 |
| Knæoperation | 115.000,00 |
| Hjerneblødning | 1.250.000,00 |
| Traumeskader i hoved | 40.000,00 |
| Halsbetændelse | 5.000,00 |
| Bronkitis/astma anfald | 50.000,00 |
Figur 1: Prisindikationer på behandlinger i USA. Disse kan variere afhængig af sagens omfang og forløb.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker at høre mere om ovennævnte problematik, er du meget velkommen til at kontakte kommunikations- og marketingkoordinator Maria Stedal:
Telefon: 88 88 81 85
Mobil: 27 22 81 85
E-mail:mst@gouda.dk
Hjemmeside: www.gouda.dk
